Lone begyndte til alexanderteknik i 2005 med en gammel bækkenløsning, som var blevet meget smertefuld.
Hun fortæller:
Jeg oplever, at jeg automatisk nu retter hovedet og kroppen op i en bedre stilling og tænker nå ja – også når jeg sætter mig ved rattet.
Det giver en masse frihed i stedet for at spænde og bruge kræfter på det.
En anden ting har været, at jeg opdager lidt til min forundring, at jeg bare bøjer mig ned med større frihed end tidligere efter at have haft mange og gentagne hold i ryggen.
Det har også hjulpet mig at tænke på, at mine håndbevægelser faktisk kommer helt tilbage fra ryggen. Når jeg feks skal spille klaver giver det en større frihed, og jeg behøver ikke at bruge så mange kræfter på selve bevægelsen. Specielt er det spændende at opdage, at hovedet er mere frit og ikke er trykket ned mellem skuldrene. Mine knæ, som i længere tid har voldt mig store problemer, prøver nærmest af sig selv nu at indtage en position, så de ikke bliver maksimalt opspændt og dermed hindrer fri bevægelse. Det er spændende at observere.
I årene derefter tog Lone lektioner i lange perioder og holdt tilsvarende pauser.
I 2022 kom Lone tilbage, da venstre knæ og lår var blevet meget smertefulde. Hun har gået indad på begge ben og fødder i mange år, men det venstre var det problematiske. Der er ganske lidt brusk tilbage i knæet. På en skala fra 1- 10 var smerten på 10. Det er meget højt og utroligt belastende. Derfor var resten af kroppen også opspændt og plaget af manglende fleksibilitet. Det påvirkede naturligvis humøret og den generelle livskvalitet. Søvnen var særlig udfordret, da smerterne gav mange opvågninger.
Efter 2 lektioner faldt smerteniveauet til 5 på skalaen. Og efter den tredje var der helt ro på alt i liggende stilling. Så snart venstre knæ skulle bære vægten igen, var der smerte på 5 igen, men låret var ligeledes smertefrit både i liggende og stående. Efter lektion 4 kvitterede knæet med en 3’er på skalaen. Det er meget markant at gå fra smerte 10 til 3 på så kort tid. Lone er vanvittig god til at sætte tempoet ned for at komme væk fra automatpiloten og få bevidsthed om de nye vaner og komme tilbage til centreringen. Søvnen er bedret markant i takt med smertelindringen. Og vi arbejder videre på knæet.

Centrering skaber grobunden for nye vaner
Centrering er en disciplin, der for de fleste af os indeholder niveauer og finpudsning nok til mindst 250 baner, hvis det var et spil.
Centrering er evnen til at stoppe op og ændre kurs – at frigøre sig fra automatpiloten og få en ny bevidsthed på ens mønstre; at gøre kroppen til et stabilt fundament og få åndedrættet i flow. Ændringerne sker ikke gennem en intellektuel forståelse. Vi skal gå vejen via erfaring for at opøve nye handlemønstre. Når kroppen er centreret og foldet ud, fordeler musklerne deres vægt på allerbedste vis, og bivirkningen er en helt naturlig smertelindring.
Sådanne skønne historier oplever jeg nærmest dagligt i min klinik. Hver eneste en gør mig glad helt ind i sjælen. Har du prøvet, hvad alexanderteknik kan gøre for dig?